Moveero A/S

”Vi valgte at bruge Teknologisk Institut til at se på vores reststrømme og havde slet ikke forventet, at bare én reststrøm kunne have så meget potentiale. Resultatet af samarbejdet er, at vi står til at skabe en værdi på 0,5 mio. DKK årligt på baggrund af denne ene reststrøm. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med Teknologisk Institut og giver vores varmeste anbefaling”

Jørgen Bøgh Overgaard, CEO, Moveero A/S


Branche: Metalforarbejdning/Produktion af automobildele

Reststrøm: Pensioneret bejdsevæske

Udfordring: Identifikation af rette aftager, som kan tolerere eventuelle urenheder af tungmetaller

Løsning: To afsætningsmuligheder ved intern neutralisering: 1) via anden reststrøm og 2) direkte anvendelse som ny ressource. 

Resultat: Der blev skabt overblik over mere rentable afsættelsesveje, og en dyr affaldsstrøm kan nu gå fra affald til ny værdi andetsteds.   

Kort beskrivelse

Moveero A/S producerer hjul til landbrugsmaskiner gennem forarbejdning af stål. Igennem processen bliver stålet mekanisk formet, indtil den endelige form og størrelse nås. De sidste trin i processen udgør overfladebehandling og lakering. Det første trin af overfladebehandlingen består af en syrebehandling for at fjerne eventuelle rester af metaloxider i overfladen. Under dette trin anvendes en væske med et højt indhold af syre, og der bliver løbende opløst metaller, mens den er i brug. Bortskaffelse af væsken som kemikalieaffald er dyr på grund af den høje koncentration af syre, og Moveero A/S er derfor interesseret i alternative afsætningsmuligheder/anvendelser for væsken.

Der blev kigget ind i tre muligheder for Moveeros affaldsstrøm. To baseret på muligheden for internt at kunne blande affaldsstrømmene i virksomheden og derved neutralisere kemikalieaffaldet. En neutralisering ville betyde, at omkostningerne til bortskaffelse ville kunne reduceres markant, eller at affaldet eventuelt ville kunne afsættes til landbruget som gødning. Tredje og sidste mulighed er afsætning til den kemiske industri, hvis de rette ioner og en tilstrækkelig syrestyrke stadig er til stede.

Næste skridt er at analysere den kemiske sammensætning af reststrømmen for at afklare, hvilke mulige afsætningsveje der bør undersøges.

Efter Wastelifeforløbet er Moveero A/S blevet opmærksom på, at restkemikalier reelt kan have værdi – ikke kun for Moveeros egen økonomiske og miljømæssige bundlinje – men også for andre virksomheders.