LinkSolutions
Som et led i Wastelife forløbet har Teknologisk Institut afdækket mulighederne for at erstatte TPU. I denne proces blev det nuværende TPU-materiale og dets krav undersøgt. Desuden blev en systematisk teknologiscreening foretaget for at afdække potentialet af alternative materialer til TPU.
Branche: Link Solutions er en producent og leverandør af kabel- og ledningsidentifikationsprodukter.
Reststrøm: TPU (termoplastisk polyuretan).
Udfordring: De nuværende kabel- og ledningsidentifikationsprodukter fra Link Solutions produceres i PE (polyethylen) og TPU, men Link Solutions ønsker at erstatte TPU med et alternativt materiale. TPU’s trækstyrke og brandhæmmende egenskaber gør det til et attraktivt materiale, hvilket betyder, at det alternative materiale skal kunne leve op til de samme krav indenfor disse kategorier.
Løsning: TPU kan potentielt erstattes med aluminiumsfolie eller -plader, som vil kunne efterleve de samme krav.
Resultat: Alternative materialer blev afdækket, vurderet og sammenlignet med Link Solutions' nuværende TPU-løsning.
Link Solutions producerer og leverer kabel- og ledningsidentifikationsprodukter til en bred vifte af industrier, herunder byggeri-, fly- og jernbaneindustrien. Hver industri har forskellige krav til produkternes egenskaber. Fly- og jernbaneindustrien har særligt strenge krav, der skal opfyldes - her er der stor fokus på materialets holdbarhed og brandudviklende egenskaber.
TPU er kendt for sin fleksibilitet, styrke og temperaturbestandighed, hvilket gør det til et attraktivt materiale for produktion af kabel- og ledningsidentifikationsprodukter. Materialet opfylder kravene for blandt andet fly- og jernbaneindustrien. En af udfordringerne ved TPU er, at det kan være svært at bearbejde og kan deformere, hvis det ikke håndteres korrekt. Dette øger produktionens kompleksitet og resulterer i reststrømme af TPU, hvilket øger produktionsomkostningerne. Det ville derfor være interessant at finde et alternativt materiale til TPU.
Som et led i Wastelife forløbet har Teknologisk Institut afdækket mulighederne for at erstatte TPU. I denne proces blev det nuværende TPU-materiale og dets krav undersøgt. Desuden blev en systematisk teknologiscreening foretaget for at afdække potentialet af alternative materialer til TPU.
Der blev identificeret et særligt stort potentiale inden for brugen af aluminium, som vil kunne opfylde kravene fra fly- og jernbaneindustrien. En miljømæssig gevinst blev identificeret i form af en markant reduktion i CO2-aftryk. Herefter blev der skitseret et roadmap for de næste nødvendige trin før TPU kan erstattes med aluminium.