Haack Recycling

”Samarbejdet med Teknologisk Institut har gjort det klart, hvilke teknologi- og dermed forretningsspor vi skal prioritere i HAACK Recycling. Mulighederne for implementering er også blevet undersøgt, inklusive leverandører, kontakter og investeringer, der kan bane vejen for vores succes. Derudover er nogle udviklingsspor blevet lukket på baggrund af Teknologisk Instituts viden, hvilket sparer os for tid og penge”

Christina, CEO, HAACK Recycling


Branche: Tekstilbranchen/genanvendelse

Reststrøm: Neddelt polyester indeholdende brandhæmmer

Udfordring: At finde en anvendelse af polyesterfraktionen

Løsning: Omsmeltning og ekstrudering til polyester-chips

Resultat: Identifikation af hullerne i infrastrukturen for genanvendelse af tekstil. Kontakt med testudstyr til omsmeltning delt.

HAACK Recycling modtager tekstil, neddeler det og afsætter det med fokus på genanvendelse, og udgør dermed et led i en fremtidig infrastruktur for tekstilgenanvendelse. Tekstil er en produktklasse med en af de mest komplicerede værdikæder, hvor der er stor mangel på transparens mellem leddene. Det er dermed uvist, hvilke materialer og kemikalier der tilsættes ved et givent led, ligesom det også er uvist hvilket led, der fx tilsætter et givent kemikalie. Ligeledes ligger de forskellige dele af værdikæden i geografisk vidt forskellige regioner i verden. Desuden er produktet designet til et specifikt formål, uden at være designet til at være genanvendeligt. Alt dette gør det udfordrende at genanvende tekstil og cirkulere det tilbage i sin egen værdikæde.

En specifik fraktion, som HAACK Recycling står med fra en kunde, er tekniske tekstiler af polyester som indeholder brandhæmmer. Efter dialog med kunden viste det sig, at brandhæmmeren var forankret i polyesteren og dermed ikke kan vaskes ud, hvilket gør genanvendelse af fraktionen nemmere. Brandhæmmere ville ofte være et problem, da de kan være giftige, hvis de udvaskes. Kunden har deres eget væveri og direkte dialog med deres underleverandører, hvilket udgør en stor del af værdikæden.

Det er ligeledes blevet afdækket, om der eksisterer teknologileverandører i Danmark, som fraktionen kan afsættes til, med henblik på genanvendelse af fraktionen til kundens egne produkter. Det har været muligt at identificere testfaciliteter til omsmeltning af polyester i Danmark, hvor kontaktinformationen hertil er videregivet til HAACK Recycling.

Wastelife projektet har givet HAACK Recycling et overblik over infrastrukturen for genanvendelse af polyester og identificeret hvilke huller, der skal lukkes for at den givne fraktion af polyester kan genanvendes i et lukket kredsløb.